Published articles

 

 

 

Magasinet scandinavia Juni 2008

 

 

Havespalten: Spar på vandforbruget i haven

Et vandingssystem i haven kan udnytte naturens ressourcer.
Af Marc Vijverberg/Gurli Jakobsen

Kære læsere,
Først vil jeg gerne sige tak for de mange positive emails vi har modtaget. Det er dejligt at se, at der er så mange have-entusiaster.
Da den aktuelle tørkesituation her i Spanien jo er noget, der berører os alle, vil jeg i denne udgave komme med nogle tips til, hvordan vi alle kan begrænse vandforbruget i haven, samt hvordan man nemt laver sin egen regnvandsbeholder til opsamling af regnvand resten af året.
Det anslåes, at op til 60% af det vand vi bruger benyttes udendørs, og at det meste går til spilde. At benytte sig af enkle vandbesparelsesmetoder i haven, vil ikke blot spare penge, men også tid og energi, samtidigt med at det gavner miljøet.

Anlæg af haven
Plant planter med samme vandbehov sammen. Plant træer for naturlig skygge og læ-hegn for at begrænse fordampning. Planter som behøver meget vand placeres bedst, hvor de er beskyttet mod udtørrende vind og stærk sol.

Jordforbedring
Der er stor forskel på jords evne til at holde på vandet. En god muld med rigeligt organisk materiale er ideel. Det bedste vandparetrick er dog at iblande jorden et vandabsorberende granulat, som holder på vand og næringsstoffer (op til 300 gange sin egen volume) og langsomt frigiver disse. Udover at det sparer vand, vil planterne stor-trives.
Dæk jorden med kompost, sten, grus, bark eller lignende. Det holder på fugtigheden og begrænser fordampning, specielt hvis det automatiske vandingssystem er placeret under. Dette vil reducere fordampningen med op til 70%.

Mindre græsplæne
At en frodig, grøn græsplæne er smuk, er der ingen tvivl om, men græsplænen er en rigtig ”vandtyv”. At reducere græsplænearealet er den enkleste måde at spare vand på. Noget af græsplænen kan f.eks. erstattes med blomsterbede, områder med sten eller grus, eller et flot og farverigt bunddække. Men også med græsplænen findes der flere måder at spare vand på:

• Vælg en græstype, som ikke kræver så meget vand.
• Lad græsset gro. Indstil græsslåmaskinen til 4 cm eller højere. Dette fremmer et dybere rodnet, og de længere strå skygger jorden. Slå græsset i de kølige timer, og giv først vand, når græsplænen viser tegn på stress.
• En let gødet græsplæne bruger ca. 30% mindre vand end en ugødet plæne af samme type. Et fortyndet, flydende, organisk gødemiddel er bedst.

Vanding
• Vand tidligt om morgenen (før solen står op) eller sent om aftenen, så vandet har mulighed for at trække ned i jorden før det fordamper.
• Det er bedre med to-tre ugentlige og rigelige vandinger end at vande lidt og ofte. Det lader vandet trænge ned i jorden og fremmer et dybere rodnet, så planterne bliver mere tørkeresistente.
• Hold ukrudtet nede. Ukrudtet konkurrerer med planterne om vandet.
• Sørg for at det automatiske vandingssystem altid er indstillet i forhold til årstid og vejrforhold. Det er bedre for planterne, og vil spare dig meget vand og dermed penge. Hvis du ikke har mulighed for at gøre det selv, kender du sikkert nogen, som kan gøre det for dig. Det er også muligt at installere sensorer, som måler jordens fugtighed og afstemmer vandingen efter dette.
• Et vandingssystem med dryppere er bedre end sprinklere. Dryppere leverer vandet langsomt og direkte til rødderne og reducerer fordampning og spild.

Opsamling af regnvand
OK, det er lidt sent nu, da tørken jo allerede er en realitet, men resten af året kan man begrænse vandforbruget væsentligt ved at opsamle regnvand i en beholder. Hvis vandet blot er til udendørs brug, behøver man kun at tænke på at holde blade og myg ude. Dette klares nemt med et filter. Det bedste er et filter med rist på oversiden, så det er nemt at fjerne nedfaldne blade osv. Filteret på undersiden holder myggene og andre insekter ude. Kan man ikke finde en rist med filter, kan man montere et stykke stof eller fint net under risten.
Der findes mange forskellige typer regnvandsbeholdere på markedet, men er man så heldig at være i besiddelse af en gammel tønde i træ, plast eller metal, kan man nemt lave sin egen regnvandsbeholder. Alt det kræver er lidt snilde, lidt værktøj og en tur til nærmeste byggemarked.

Du skal bruge:
En stor tønde - Stiksav eller fukssvans - Boremaskine - 1 overløb - 1 hane - 1 filter-rist - 1 vinklet stykke nedløbsrør - Silikone eller ”blikkenslager tape” til forsegling - Betonblokke - Evt. haneforlængere eller mellemstykker, hvis tønden er af træ.

Trin 1. Lav huller i tønden:
1. Sav hul i toppen af tønden svarende til størrelsen på filteret. Hullet skal være stort nok til at du kan nå ned og montere hanen (Er tønden af plast, kan man i stedet skære gevind).
2. Bor et hul nær bunden af tønden til hanen og et hul nær toppen af tønden til overløbet.
3. Gør tønden ren, så den er fri for ”savsmuld” og eventuelle rester af indhold.

Trin 2. Monter delene:
1. Monter hanen nær bunden af tønden og overløbet nær toppen. Husk at forsegle med silikone el. lign.
2. Monter filteret øverst på tønden.

Trin 3. Placering af regnvandsbeholderen:
1. Det er en god idé at placere regnvandsbeholderen på nogle betonblokke, så man kan få en vandkande eller spand ind under hanen. Sørg for at fundamentet er jævnt og stabilt - husk på at regnvandsbeholderen er tung, når den er fuld. Man kan også montere en haveslange på hanen, så man slipper for at bære vand rundt i haven.
2. Monter en slange på overløbet, så vandet ledes væk fra ejendommen. Led f.eks. vandet hen til planter, som behøver meget vand - så går intet til spilde.
3. Sav nedløbsrøret over i passende højde og monter vinkelstykket til at lede vandet til beholderen.

Tips til brug af regnvandsbeholderen:
- Brug ikke det opsamlede vand til drikkevand, madlavning eller badning. Det er derimod perfekt til bilvask, vinduesvask og vanding af haven.
- Sørg for at et eventuelle låg er sikkert monteret, så børn og dyr ikke kan falde i beholderen.
- I perioder med meget regn, bør regnvandsbeholderen afmonteres for at forhindre konstant overløb, eller lad slangen fra overløbet lede vandet til et afløb, så haven ikke druknes. Eller endnu bedre - forbind flere beholdere for ekstra kapacitet.
- Hvis taget er blevet behandlet med mosdræber eller andre kemikalier, så vent til det har regnet et par gange, før opsamling af vand.
- Check filteret regelmæssigt og fjern eventuelt nedfaldne blade.
- Hvis din regnvandsbeholder er af plastic eller metal, hvorfor så ikke male den, så den enten passer ind i omgivelserne eller bliver et dekorativt kunstværk i sig selv?

Når først din regnvandsbeholder er installeret og fyldt, vil din have nyde godt af det naturligt bløde vand, og du sparer penge på vandregningen. Opsamling af regnvand er virkelig en god idé. God fornøjelse med din regnvandsbeholder!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

YournameCom © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use

www.total-gardening.com