Af Marc Vijverberg
Kære læsere,
Da dette er min første artikel i Magasinet Scandinavia, vil jeg starte med at præsentere mig selv: Mit navn er Marc Vijverberg og jeg er fra Holland, men min kone er dansk, og hun er så venlig at oversætte mine skriverier. Nogle af jer kender mig muligvis fra andre jobs, som jeg har haft i min tid her på kysten, men jeg er nu tilbage i mit oprindelige erhverv som gartner.
Holder myg og fluer væk
Nu til dagens emne: lavendel.
Lavendel er en populær prydplante med smukke blå-lilla blomster, dejlig duft og mange andre gode egenskaber, men siges faktisk også at holde fluer og myg på afstand!
Da mange af os er plaget af disse ”uindbudne gæster”, hvorfor så ikke prøve en rand af lavendel rundt om favorit udepladsen? Lavendel kan også plantes i blomsterkrukker og placeres på terrassen eller altanen. Så uanset pladsforhold er det muligt at nyde de lune sommeraftener omgivet af disse smukke, velduftende planter....
Perfekt til klimaet Ægte lavendel (Lavandula angustifolia), stammer faktisk fra Middelhavsområdet, og er derfor perfekt til klimaet her. Lavendel er en hårdfør plante, som trives fint under forhold, som ville dræbe mange andre planter, såsom fuld sol, mager jord og begrænset vand. Lavendel trives ikke i konstant fugtig jord - hellere for lidt vand end for meget - og det er derfor vigtigt at sørge for god dræning. Dog skal man huske at holde øje med, om de har vand nok de første par uger efter udplantningen, indtil de har udviklet et rimeligt rodnet.
Plantes lavendel i haven, er det en god ide at blande jorden med sand eller grus. Plantes de i krukker, anbefaler jeg at man først kommer 2-3 centimeter Leca-sten i bunden af krukken, før der fyldes op med jord (husk at checke at der er huller i bunden af krukkerne). Disse små vulkanske sten kan købes hos ethvert havecenter, og har den fordel at de næsten ikke vejer noget, så det er nemt at flytte rundt på krukkerne.
Lavendel er en stedsegrøn halvbusk (staude), som er ideel som kantplante, dværghæk m.m. Plantes de som hæk, bør afstanden mellem planterne være ca. 25-30cm for at hækken bliver tæt. Man kan også plante dem enkeltvis som flotte blomsterpuder.
Lavendel som krydderi Udover at være en smuk prydplante, er lavendel siden Middelalderen blevet brugt til medicinske og kulinariske formål. Lavendel er kendt for sine beroligende og smertestillende egenskaber og bruges bl.a. i urtete og massageolie. Blomsterne bruges også som krydderi, og er bl.a. en af ingredienserne i krydderiblandingen ”Herbes de Provence”. Friske blomster og blade kan også anvendes i salater og kødretter, men bør bruges med måde da smagen ellers let bliver for dominerende. Andre populære avendelsesområder er: Cremer, badeprodukter, potpourri, røgelse m.m. Tørrede lavendelblomster i små stofposer er desuden en fin gaveide og bruges til at lægge mellem tøjet for duft og for at holde møl væk.
Som nævnt er lavendler hårdføre, men har derudover den fordel, at de blomstrer længe og er nemme at holde. For at tilskynde blomstring og holde dem i pæn facon, fjernes de tørre blomsterstilke om efteråret, og om foråret klippes planterne godt ned. Klip dog aldrig længere ned end, at der stadig er nye skud/knopper at se. Det er også nemt selv at lave stiklinger af lavendel. Dette bør gøres i det tidlige forår inden planterne klippes tilbage.
Der er mange andre smukke og nyttige planter, som vi alle kan have glæde af at have i haven eller på terrassen.
Jeg ser frem til at dele flere tips med jer i følgende udgaver af Magasinet Scandinavia.
Jeg har masser af ideer til emner jeg gerne vil skrive om, men hvis I har har nogle forslag til fremtidige artikler, hører jeg meget gerne fra jer. I kan skrive til mig på info@total-gardening.com.
På gensyn og hav en rigtig god måned!
Marc Vijverberg/Gurli Jakobsen